Overskudsmad hitter på Madskoler

Overskudsmad hitter på Madskoler

Hvordan brugte du din tid som teenager? Alvin på 14 år startede sit eget cateringfirma, hvor overskudsmad bliver forvandlet til lækre måltider. Han var gæsteunderviser på en Madskole i Hillerød, hvor børnene både lavede hovedret og dessert af overskudsmad.

 

Alvin havde en tidlig passion for at have noget for hånden. Da mad var hans primære interesse, ønskede han at afprøve det ved at arbejde som snittedreng på en restaurant. Desværre var det ikke let at finde et sådant job, hvilket gav Alvin ideen om at blive sin egen chef.

 

"Jeg ville gerne ud og arbejde med mad. Derfor forsøgte jeg at finde et arbejde som snittedreng, men det var simpelthen umuligt fordi jeg kun var 13 år. Så fordi jeg ikke kunne finde arbejde som snittedreng, tænkte jeg, at jeg jo kunne starte min egen virksomhed, nu hvor jeg ikke kunne få arbejde andre steder," fortæller Alvin.

 

Ideen tog hurtigt form, og med ønsket om også at bidrage positivt til klimaet opsøgte Alvin de lokale supermarkeder for at udforske mulighederne for at overtage deres overskudsmad til sit cateringfirma.

"Jeg har i flere år været optaget af at gøre det rigtige for klimaet. Derfor startede jeg med at gå op i Meny og høre om de havde noget mad jeg kunne aftage. I Meny i Hillerød var jeg allerede rigtig gode venner med slagteren, så jeg fik en god aftale deroppe. Derefter tog jeg forbi REMA 1000 på Skansevej, og så fik jeg også en rigtig, rigtig god aftale med Morten," fortsætter Alvin.

 

Nu er ideen blevet til et færdigt koncept, og Alvins cateringfirma Ølvins Mad er blevet til. Hver anden onsdag kl. 7 henter Alvin overskudsmad fra REMA 1000 og levere til sine kunder samme eftermiddag. Dette er selvsamme koncept som han tog med ud på Madskolen i Hillerød.

 

Madspild på Madskole skemaet

Det var ikke Alvins egen ide at gæste en Madskole, men derimod hans samarbejdsparten Morten fra REMA 1000 i Hillerød.

 

"Morten fra REMA 1000, som jeg henter overskudsmad fra, syntes at det kunne være en god ide at jeg kom ud og fortalte om mit koncept. Derfor kontaktede han Madskoler og så kontaktede de så mig og min mor," fortæller Alvin. 

 

Dagen kom, hvor Alvin skulle være gæsteunderviser på en Madskoler i Hillerød. Kl. 9 stod Alvin klar ved REMA 1000, hvor overskudsmaden til dagen skulle afhentes. Det var også her, at menuen blev planlagt, og så var de klar til at gå i gang. Alvin satte menuen efter råvarerne, men samtidig også med et særligt fokus på at det skulle være en børnevenlig menu. Han får altid kun grøntsager og frugter, så resten køber han selv.

 

"Retten vi lavede på Madskolen af overskudsmaden var en sommersalat med nye danske kartofler. Salaten indeholdt kylling og lidt bacon som drys og super lækker koldskålsdressing ovenpå, som er rigtig, rigtig børnevenlig. Da jeg var mindre, kunne jeg ikke så godt lide sån en eddike olie dressing, men jeg var rigtig vild med koldskål. Så jeg tænkte at en koldskålsdressing var god til børnene. Og den kunne de heldigvis også godt lide, " fortæller Alvin.  

 

Desserten synes Alvin var ekstra lækker, og han oplevede at børnene på Madskolen også nød den.

 

"Til dessert fik vi koldskål med danske jordbær til. Det var meget lækkert, og børnene syntes også det smagte godt," fortsætter Alvin.  

 

En rigtig god oplevelse

På Madskolen havde Alvin en rigtig god oplevelse med at undervise og syntes det var fedt at give sin viden videre. Selvom de havde mange spørgsmål fordi de ingen opskrift havde at følge, tog de det med et smil på læben.

 

"Jeg synes det var fedt at prøve at undervise andre i mit koncept og at kunne give dem den viden videre, jeg har tillært mig selv.  Jeg ville gerne have de prøvede mit koncept med overskudsmad af - og at det blev en god oplevelse. Det var jo ikke som de plejer, med en opskrift de skulle følge. Det skabte lidt forvirring og mange spørgsmål, men de klarede det godt og tog det med et smil på læben."

 

Alt i alt, var det en dejlig dag og også rollen som underviser trives Alvin i.

 

"Instruktørerne på Madskolen fortalte, at det havde været en rigtig god dag - og at børnene havde lyttet lidt ekstra til mig. De sagde, at jeg havde været god til at undervise og give min viden videre."