Særudgave af Madskoler indtager skolekøkkener landet over denne uge

Særudgave af Madskoler indtager skolekøkkener landet over denne uge

Denne sidste sommerferieuge får knap 300 børn lærerige oplevelser med mad på ’3 dage med Madskoler’. Aktiviteten erstatter de populære Madskoler som i år er blevet aflyst på grund af COVID-19.

 

PRESSEMEDDELELSE

Grydeskeen i egen hånd og forældrene ud af køkkenet. Det er i grove træk opskriften på ’3 dage med Madskoler’, der finder sted 17 forskellige steder i landet denne uge. Der skal hakkes, steges og bages, føltes, duftes og smages. Og hvem ved – måske børnene fortsætter derhjemme når de 3 dage er ovre, så forældrene også kan nyde godt af børnenes nye færdigheder i køkkenet.

 

Madskoler arrangeres af i børne- og ungdomsorganisationen 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000. Line Munk Damsgaard, der er ernæringschef i Landbrug & Fødevarer og landsdækkende koordinator for Madskoler, siger:

- Gode mad- og måltidsvaner grundlægges i barndommen. Formålet med vores Madskoler er at bidrage til børnenes viden og kundskaber relateret til mad og ernæring.

 

Programmet for særudgaven af ’3 dage med Madskoler’ tager udgangspunkt i erfaringerne fra tidligere års Madskoler. De bedst egnede og mest populære opskrifter er blevet håndplukket, hvilket betyder at bl.a. kartoffelpizza, bønnefritter og æggetoast er på menuen i løbet af de tre dage. Hertil kommer et naturligt fokus på hygiejne, ligesom der selvfølgelig også vil være plads til leg og hygge i løbet af dagene.

- Det glæder mig meget, at vi alligevel får gang i skolekøkkenerne denne sommer. Vi har de seneste måneder arbejdet hårdt på at udarbejde et koncept og et program, som overholder alle de gældende retningslinjer, så børn såvel som frivillige instruktører får en god, lærerig og ikke mindst tryg oplevelse, fortæller Line Munk Damsgaard.

 

’3 dage med Madskoler’ kan kun lade sig gøre, fordi mere end 70 voksne har sagt ja til at være frivillige. At instruktørerne arbejder frivilligt, er grundlaget for, at deltagerprisen kan holdes nede. Henrik Dalum, der er formand for 4H, siger:

- Vi har nogle af de mest fantastiske og mest omstillingsparate frivillige. Jeg er ovenud taknemlig for, at så mange har sagt ja til at være med. Uden frivillige kunne hverken Madskoler eller ’3 dage med Madskoler’ lade sig gøre!

Ud over de 17 ’3 dage med Madskoler’, der afholdes landet over i uge 32 arbejdes der på højtryk for at kunne tilbyde endnu flere ”3 dage med Madskoler” i efterårsferien. Nærmere information på  www.madskoler.dk.

 

Pressebilleder findes på Pressemateriale | Madskoler. Yderligere information kan fås ved 4H formand Henrik Dalum på tlf. nr. 22 36 08 70 samt ernæringschef og projektleder i Landbrug & Fødevarer, Line Munk Damsgaard: 27 24 56 22.