Madskole i efterårsferien

Madskole i efterårsferien

Louise Wittenhoff, som var instruktør på en af sommerens Madskoler, har taget initiativ til en særlig efterårsferie-Madskole.

Rigtig mange forældre havde givet god respons på den Madskole, som Louise Wittenhoff afholdt i sommer, og det gav hende lyst til at starte en Madskole i uge 42, hvor skolerne har efterårsferie. Det faldt heldigt sammen med, at hun er kommet i praktik på Skåde Skole i Højbjerg tæt på Århus, og de ville gerne lægge lokaler til arrangementet. "Skåde skole er rigtig glade for det", siger Louise og fortæller, at Skolen med det samme tilbød at huse arrangementet, da hun luftede idéen for dem.

Louise mener, Skåde skole er et rigtig godt sted at afholde Madskole: "der er et stort køkken og en REMA 1000 lige ved siden af, hvor vi kan handle ind".

 

Mange børn har allerede tilmeldt sig og ser frem til en efterårsferie i madlavningens tegn. Louise glæder sig også: "Jeg glæder mig nok især til at være sammen med børnene, også fordi det er inde i mit fag". Louise er ved at uddanne sig på den pædagogiske assistentuddannelse, og det er herigennem, hun i første omgang blev instruktør på Madskolerne. Louise kan stadig godt bruge et par ekstra frivillige instruktører, interesserede kan tilmelde sig via Madskolers hjemmeside. Læs om at blive frivillig her.

 

Madskolen er for børn mellem 8-12 år, og der er stadig enkelte pladser tilbage.