Vi kaster med æg og laver æggekage
Sommerferien startede for 20 madglade børn med at lave æggekage, bage boller, kaste med æg og lave hyldeblomstsaft – de er nemlig på Madskole på Fiskbæk Naturskole.
Hele ugen mødes 20 børn i alderen 8 til 12 år på Fiskbæk Naturskole for at lave mad, opleve hvor maden kommer fra, lære hvordan man kan inddrage naturen i madlavningen og om kost og motion. Med æg på programmet første dag, skulle børnene lære om hønen og ægget, de skulle lave mad med æg, og dagens fysiske aktivitet skulle da naturligvis også vedrøre æg.
At der afholdes Madskole på Fiskbæk Naturskole, der ligger i forbindelse med Gråsten Landbrugsskole, er helt ideelt, da det giver unikke muligheder for at inddrage både naturen og landbruget i madlavningen. Kræfterne bag Madskolen er naturskoleleder Rasmus Ladekjær Nielsen sammen med Birgit S. Hansen og Kirsten Petersen fra køkkenet på Gråsten Landbrugsskole. Dermed er der styr på både naturen, landbruget og madlavningen når børnene i løbet af ugen skal udfordres.
Det er første gang, at madskolen afholdes på Fiskbæk Naturskole, og initiativtager Rasmus Ladekjær Nielsen vurderer allerede nu, at det ikke bliver sidste gang. Allerede efter første dag er det tydeligt at se, hvor godt samspillet mellem madlavning, naturen og landbruget giver børnene en sjov og lærerig sommerferieaktivitet.
Programmet for resten er ugen omfatter alt fra besøg hos køer og grise på Gråsten Landbrugsskole, lave kandiserede hybenroser, fange rejer ved Alnor Strandpark og selvfølgelig lave en masse god og sund mad. Torsdag kommer børnenes familier til festmiddag, hvor der skal smages på noget af ugens madproduktion, og hvor børnene laver festmiddagen.
Kontakt Rasmus Ladekjær Nielsen på tlf. 22 76 70 90 for at høre mere om Madskolen og evt. aftale et besøg.
Madskoler afholdes landet over i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, 4H og Rema 1000.