Flere og flere børn smager på ny mad på Madskolerne
Forældre til børn på Madskoler oplever i stigende grad, at deres børn smager på nye fødevarer ved at deltage på skolerne, viser undersøgelse. Det er et vigtigt skridt mod mindre kræsenhed, mener flere eksperter.
PRESSEMEDDELELSE
”Ad, det kan jeg ikke lide” er nok en velkendt replik i mange forældres ører, når deres børn for første gang smager broccoli, blomkål eller bare noget, de ikke kender. Men Madskolerne er en oplagt vej til at ændre på det og forbedre børnenes madvaner.
Det viser nye tal, hvor forældre til de 8-14-årige Madskoledeltagere har svaret på, hvordan oplevelsen var for børnene.
Således svarer 85 pct. af forældrene, at børnene smagte på nye fødevarer på Madskolen. En procentsats, der aldrig har været højere siden tallene for første gang blev indsamlet i 2009. Derudover svarer 80 pct., at deres børn er blevet mere bevidste om sundhed, ernæring, og hvor vigtig fysisk aktivitet er.
”Vi oplever relativt sjældent, at vi ikke kan få børn til at smage på nye ting på Madskolerne og tænker det også ind i ugeprogrammerne. Derudover er sundhed og aktivitet en væsentlig del af Madskolernes program, og vi mener, det er vejen til, at børn bliver mindre kræsne i dagligdagen,” siger Line Damsgaard, projektleder for Madskolerne, der varer en uge i skolernes sommerferie.
Afhjælper børns kræsenhed
At børnene bliver præsenteret for nye fødevarer på Madskolerne hjælper ganske rigtigt til at gøre børnene mindre kræsne. Det mener Kirsten Mikkelsen Ravnbøl, der er specialist i mad og ernæring til børn og tidligere har undervist som hjemkundskabslærer.
”Det betyder rigtig meget for børns kræsenhed. Madskolernes facon, hvor de på en anderledes måde får børnene til at smage på flere forskellige ting er en fantastisk tilgang. Jeg oplever, at adskillige børn og voksne ikke bryder sig om rode-sammen mad eller mad, hvor de ikke kan genkende, hvad der er i. Og her tror jeg, det er afgørende, at man smager på og lærer om maden fra barnsben,” siger Kirsten Mikkelsen Ravnbøl.
Mod på mad er vigtigt
Hos Opus Skolemadsprojekt på Københavns Universitet har de undersøgt effekten af Ny Nordisk Hverdagsmad hos skolebørn i 3. og 4. klasse. En del af projektet handler om at undersøge børns kræsenhed.
”Der er ingen tvivl om, at når børn er sammen med kammerater, prøver og tør de mere, og det er vigtigt. Noget kræsenhed er et spil hjemme overfor forældrene. I Opus har børnene været med i køkkenet for at lave maden, serveret det for deres kammerater og været stolte over det, og det tror jeg betyder noget for, at børn bliver mindre kræsne,” siger Kim Fleischer Michaelsen, professor på Institut for Idræt og Ernæring, KU, med ansvar for Opus Skolemadsprojekt.
Madskoler styrker børns maddannelse
Ifølge Maria Haukrogh, ernæringsfaglig medarbejder i Fødevarestyrelsen, findes der stadig ikke forskning, der dokumenterer, at Madskolerne mindsker børns kræsenhed. Men Madskolerne bidrager til at børnene får mod på mere, og det er vigtigt for en sund maddannelse.
”Madskolerne styrker børnenes maddannelse. Nysgerrighed og mod til at smage ny mad er vigtigt for at børn spiser mere varieret mad, og variationen er afgørende for at få tilstrækkeligt af næringsstoffer,” siger Maria Haukrogh fra Fødevarestyrelsen.
Sådan svarede forældrene i undersøgelsen:
|
% |
Overordnede erfaring med at have et barn på Madskole er rigtig god eller god |
96,6 |
Barnet har smagt på nye fødevarer på Madskolen |
85,3 |
Barnet er begyndt at lave mere mad derhjemme / forventer barnet skal lave mere mad derhjemme |
91,5 |
Barnet er blevet mere bevidst om sundhed, ernæring og vigtigheden af fysisk aktivitet |
79,8 |
Familien er efterfølgende blevet mere bevidst om at spise sundt og varieret |
28,8 |
FAKTA
Madskolerne bliver arrangeret af Landbrug & Fødevarer, 4H og REMA 1000 i forening. Tanken er at børn og unge i 8-14års laver mad, lærer om kost og dyrker motion i en uge af deres skoleferie. Og på den måde får smag for mad.
Madskolerne for 2013 er nu alle afholdt og alle forældre har umiddelbart efter fået et spørgeskema tilsendt. I alt 1109 besvarelser kom retur. Dermed medvirkede over halvdelen af husstandene, der havde børn på madskole. Omtrent 2.000 børn, hvilket er rekord, var på Madskole i 2013.
Tidligere undersøgelser
Forældrene er siden 2009 blevet spurgt om hvordan Madskolerne gik. Hvert år er de blevet spurgt til:
”Barnet har smagt på nye fødevarer på Madskolen”. Tidligere har så mange forældre svaret bekræftende:
2009: 70,87 pct.
2010: 70 pct.
2011: 84 pct.
2012: 80,6 pct.
2013: 85,3 pct
Madskolerne er støttet af
Bornholms Andelsmejeri
Danish Crown
Dansk Gartneri / Sæson
Danske Æg
F&H
Mejeriernes skolemælksordning
Nøglehullet ved Fødevarestyrelsen
Rose Poultry
Skovdal & Skovdal
I 2012-2014 støtter Nordea-fonden projektet "Madens pædagogik", der gennemføres i samarbejde med de Pædagogiske Assistent Uddannelser og Madskolerne.