Finland starter Madskoler efter dansk koncept

Finland starter Madskoler efter dansk koncept

Til sommer åbner 4-5 madskoler i Finland kopieret direkte efter dansk forbillede. De finske arrangører håber at implementere den danske succes for dermed at sikre, at også finske børn lærer om madens vej fra jord til bord.

Masser af børn i et køkken, der over fem dage lærer om mad. Og så ligefrem i deres ferie. Det har i årevis været konceptet bag Madskolerne - en succeshistorie, der indtil nu kun har udfoldet sig i Danmark. Men nu er konceptet blevet købt til Finland, hvor en kopi af skolerne åbner til sommer i form af fire – fem nye Madskoler.

”Vi er meget entusiastiske omkring dette projekt. Madskolerne har haft en enorm succes i Danmark de senere år, og det håber vi nu at kunne videreføre til den finske ungdom. Der er i øjeblikket for meget diskussion om forskellige diæter, som ikke hjælper børnene til at udvikle en sund holdning til mad i det hele taget. Her kan madskolerne hjælpe til at introducere mad og sportsaktiviteter for børnene, så de begynder at føle generel madglæde. Der har været en tendens til, at vi er begyndt at glemme, hvor maden kommer fra. For det er vigtigt, at vi ikke kommer så langt og prioriterer at lære børnene om madens vej fra jord til bord,” siger Camilla Wahlsten, formand for FS4H, som arrangerer de finske Madskoler i samarbejde med de svenske landbrugsproducenters centralforbund (SLC) og Folkhälsan, en NGO med fokus på sundhed og velfærd i Finland.

Direkte kopi
I Danmark har omtrent 7.000 børn og 1.700 frivillige foreløbigt deltaget i 473 danske Madskoler fordelt over de otte år, skolerne er blevet afholdt. Og det danske koncept er blevet kopieret direkte, således at logo, materialer, brochurer og T-shirts er de samme som i Danmark. Blot skrevet på finsk. Det ser projektleder for Madskolerne Line Damsgaard, Landbrug & Fødevarer og 4H, som et udtryk for at de danske Madskoler er et forbilledligt eksempel for de nye finske.

”Der er meget læring forbundet med madlavning, og børn synes i de fleste tilfælde, at det er spændende at lære nyt - så længe det foregår på deres præmisser. På Madskolerne fjerner vi det daglige tidspres ved at afsætte fem hele dage, hvilket giver god mulighed for fordybelse, og vi ser, at børnene hurtigt bliver gode til "det der med mad. Vi er meget stolte af, at finnerne nu har valgt at tage det til sig,” siger Line Damsgaard, som netop har været i Finland for at holde foredrag i forbindelse med den officielle oprettelse af de finske Madskoler.

Fakta om de finske Madskoler:
• Afholdes af børne- og ungdomsorganisationen FS4H i samarbejde (som er pendanten til den danske 4H) med de svenske landbrugsproducenters centralforbund (SLC) og Folkhälsan, en NGO med fokus på sundhed og velfærd i Finland. Foregår i dagtimerne mandag til fredag - primært i sommerferien
• Madskolerne er for børn og unge i alderen 8-12 år
• Det bliver i første omgang lønnede ansatte konsulenter fra børne- og ungdomsorganisationen FS4H, der skal drive madskolerne. Det er dog planen, at skolerne på sigt skal drives af frivillig arbejdskraft efter forbillede fra Danmark.