Suhrs Madakademiet redder oversvømmet Madskole fra aflysning

Suhrs Madakademiet redder oversvømmet Madskole fra aflysning

Søndag eftermiddag fandt instruktørerne på Madskolen på Amager ud af, at køkkenet var oversvømmet. Gode råd var dyre. Heldigvis trådte Madskoleambassadør Lars Sonne Hansen til og hjalp med at få adgang til køkkenet på Suhrs Madakademiet.

Hvad gør man, når hele køkkenet er oversvømmet, det er søndag eftermiddag og der næste dag kommer 24 børn + 7 frivillige for at lave mad? Det var udfordringen Madskolerne blev mødt med efter København havde været udsat for det meget omtalte skybrud i weekenden.

 

”Jeg blev søndag eftermiddag ringet op af de frivillige, som havde været ude på skolen med varer. De fortalte, at der lå ca. 10 cm vand på gulvet i køkkenet. Vi så os derfor nødsaget til at finde et andet sted at være,” fortæller Line Damsgaard projektkoordinator på Madskolerne.

 

Eftersom beskeden kom søndag eftermiddag – midt i sommerferien – var det umuligt at komme i kontakt med andre skoler. Derfor blev der truffet beslutning om, at flytte Madskolens udflugt til mandag, så man havde mandagen til at finde en løsning for resten af ugen. Men de fleste skoler har allerede lukket ned for sommeren, så gode råd var dyre. Heldigvis trådte Madskoleambassadør Lars Sonne Hansen til og hjalp med at få adgang til køkkenet på Suhrs Madakademiet.

 

”Det er en stor lettelse – både for os, børn og forældre – at vi ikke har været nødt til at aflyse, så vi er meget taknemlige for, at vi kan låne Madakademiets lækre køkken, der ligger i nærheden af Kongens Have. Jeg har været forbi Madskolen i dag og de hygger sig gevaldigt,” siger Line Damsgaard.