Madskoler får børn til at lave mad

Madskoler får børn til at lave mad

Hele 66 pct. laver mere mad derhjemme efter de har været på Madskole. Læs pressemeddelelsen her.

4H og Landbrug & Fødevarer, som står bag Madskolerne, har efter afholdelsen af sommerens Madskoler udsendt et elektronisk spørgeskema til forældrene, hvor de er blevet bedt om at tilkendegive deres tilfredshed og oplevelser med det ugelange gastronomiske ophold for deres børn. Og hele 98 pct. siger, at erfaringen med Madskolerne har været enten god eller rigtig god. Samtidig svarer 70 pct. af forældrene, at deres børn har smagt nye fødevarer på Madskolen.

- Tallene viser, at Madskolerne er et velegnet projekt for både altspisende og mere kræsne børn til at udfordre og udvikle deres smagspræferencer, siger projektkoordinator på Madskolerne & 4H konsulent, Line Damsgaard.

Men en af de største gevinster ved Madskolerne er ifølge forældrenes tilbagemeldinger børnenes større engagement ved de hjemlige kødgryder og en samlet positiv effekt på hele familiens madvaner.

- 66 pct. af forældrene svarer, at deres barn er begyndt at lave mere mad derhjemme, efter at de har været på Madskole, og 41 pct. svarer ja til, at opholdet har ændret familiens madvaner. Madskolernes fokus på sundhed påvirker altså ikke kun det enkelte barn men hele familiens hverdag. Og det, synes vi, er enormt positivt, siger Line Damsgaard. 

 

En billig sommerferieaktivitet

I forhold til mange andre sommerferieaktiviteter ligger Madskolerne i den billige ende af skalaen, når forældre skal finde på noget, deres børn kan foretage sig i en uges tid i sommerferien.

- Det koster forældrene 495 kroner for en uge, og de går udelukkende til selve afholdelsen af Madskolen. I forhold til folkeskolens hjemkundskabstimer, hvor de kun har omkring en flad tier, giver det her jo enestående muligheder for at prøve alverdens råvarer, siger Line Damsgaard.

Det kunne heller ikke lade sig gøre at holde niveauet så højt, hvis ikke det var for de private sponsorer, der gratis leverer alt fra kyllinger, kød, grøntsager, mejeriprodukter, fisk til informationsmateriale.

- Det er bl.a. de helt store som Danish Crown ,Arla og Rose Poultry, der har vist interesse for sagen. Uden bidragene fra både offentlige og private kunne vi slet ikke give børnene et så varieret udvalg af fødevarer at arbejde med som det er tilfældet. siger Line Damsgaard.

Hun håber, at succesen med sommerens madskoler vil give Madskolerne tilstrækkelig omtale til, at mange frivillige endnu engang vil melde sig til projektet til næste sommer.