”Det er fedt at give gode madoplevelser videre”

”Det er fedt at give gode madoplevelser videre”

I år har Madskoler, hvor børn får sjove og lærerige oplevelser med mad, 20-års jubilæum. Frederikke Tærsker og Alberte Poulsen, der begge har været elever på Madskoler, er nu frivillige instruktører og glæder sig over at give de mindeværdige madoplevelser videre.

 

I år er det 20 år siden, at de første madskoleelever smed forældrene ud af køkkenet, og tog grydeskeen i egen hånd.

På Madskoler har børn og unge over hele landet siden 2004 fået viden om sund mad, kost og motion på en sjov, lærerig og aktiverende måde. Madskoler arrangeres af 4H i et ikke kommercielt samarbejde med REMA 1000 og Landbrug & Fødevarer - og alle instruktører er frivillige.

 

Blandt de frivillige instruktører er flere der også selv har været elever på Madskoler og nu ønsker at give de gode madoplevelser videre.

 

En af dem er Frederikke Tærsker, der går i 9. klasse og skal være frivillig på en Madskole i Stensved.

- Jeg har været på Madskole fire-fem gange, da jeg var yngre. Det var sjovt, fordi jeg var sammen med mine venner, fik nye venner og mere lyst til at lave mad.

-  Jeg kan særligt huske, at vi lavede spinatpandekager, som vi spis

te med bær på til dessert. Min veninde og jeg hyggede os rigtig meget og brugte lang tid på at vende dem i luften. Jeg har lavet dem mange gange siden, siger hun.

Netop glæden ved at lave mad håber Frederikke Tærsker at kunne give videre som instruktør.

- Det er fedt at kunne lære det videre, som jeg selv har lært. At lære dem at lave nyt mad og blive gladere for det.

 

At give de gode madoplevelser videre er også det, som Alberte Poulsen glæder sig til, når hun skal være frivillig instruktør på en Madskole i Aarhus. Hun har selv været madskoleelev i Horsens.

- Det var sådan et fantastisk fællesskab. Det var i høj grad også instruktørerne der gjorde fællesskabet og oplevelsen så god.

- Jeg fik endnu mere lyst til at lave mad og lærte nye teknikker. En instruktør lærte mig at skære løg på en bestemt måde. Den dag i dag skærer jeg stadigvæk løg på den måde, siger Alberte Poulsen.

Hun læser til lærer og håber at kunne bruge erfaringerne som frivillig i sit kommende job som lærer.

- Jeg vil gerne give den gode følelse, som jeg fik af mine instruktører, videre.

 

Madskoler foregår i skoleferier, efterårsferien og i et mindre antal i skolernes vinterferie.

Formålet med Madskoler er, at børnene møder fødevarer fra dansk landbrug, får værktøjer til at gøre varieret kost til et naturligt valg, har gode oplevelser med mad og motion og har det sjovt.