Om Madskoler

Om Madskoler

 

På Madskoler bliver forældrene smidt ud af køkkenet, og børnene tager grydeskeen i egen hånd. Fokus på Madskoler er at skabe sjove og lærerige oplevelser med mad for børnene.

 

Madskoler er en aktivitet under børne- og ungdomsorganisationen 4H. På Madskoler lærer børnene ved at udføre og får herigennem viden om sund mad, kost og motion. Målet er, at det er sjovt, lærerigt og aktiverende , så børnene har lyst til at fortsætte det, de har lært, når Madskoler slutter. Og hvem ved - måske kommer de hjem med inspiration til forældrene!

 

Formålet med Madskoler er, at børnene:

  • Har gode og lærerige oplevelser med mad og madlavning
  • Får madmod og madglæde - og herunder lyst og mod til at smage på nye fødevarer og retter
  • Får værktøjer til at gøre varieret kost til et naturligt valg
  • Fortsætter i køkkenet efter Madskoler
  • Har det sjovt
  • Lærer 4H (bedre) at kende og møder fødevarer fra dansk landbrug

Hvornår afholdes og offentliggøres Madskoler?

Madskoler afholdes i de to første uger af skolernes sommerferie. Ud over de populære 5 dages Madskoler i sommerferien, afholder vi også '3 dage med Madskoler', der som navnet siger forløber over 3 dage. '3 dage med Madskoler' afholdes primært i efterårsferien (uge 42) og i et mindre antal i skolernes vinterferie.  

 

Vi annoncerer de første af sommerferiens skoler i foråret og opretter herefter Madskoler løbende i takt med, at tilmeldinger fra frivillige kommer på plads. Efterårsferiens ’3 dage med Madskoler’ offentliggøres i september. Grundet det frivillige afsæt i Madskoler kan vi desværre ikke på forhånd sige, hvor og hvornår alle vores Madskoler afholdes. Princippet for oprettelsen af Madskoler er, at vi afholder Madskoler, hvor der er nok frivillige, som ønsker at være med. Læs mere om det at være frivillig her.

 

Se her hvilke områder vi pt. arbejder på at oprette Madskoler i til sommer.

 

Hvem står bag Madskoler?

Alle instruktører er frivillige / ulønnede for at tilbyde et så billigt tilbud som muligt, der er tilgængelig for flest mulige familier. Madskoler arrangeres af 4H i et ikke-profitskabende samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000. Enkelte Madskoler afholdes i et samarbejde med elever fra pædagogiske assistent uddannelser, der får lagt Madskoler ind som en del af deres uddannelse. 

 

Beskrivelse af de forskellige typer Madskoler

De primære Madskolekoncepter er Madskoler og ’3 dage med Madskoler’. Herudover findes også Etniske Madskoler og Ungdomsmadskoler, der dog kun afholdes i et meget lille omfang. Se information omkring de forskellige typer Madskoler herunder.

 

Madskoler giver børn viden om sund mad, kost og motion på en sjov og aktiverende måde. Madskoler er en aktivitet for børn i alderen 8-12 år.

 

Hvornår

Der afholdes Madskoler de to første uger af sommerferien. En Madskole afholdes mandag til fredag i tidsrummet 9.00-15.30 (enkelte afvigelser kan forekomme - beskrives under den enkelte skole, hvis dette er tilfældet).

 

Hvor

Aktiviteten bliver afholdt i skolekøkkener. 

 

Hvad sker der

Madskoler har fokus på at give børn sjove, lærerige og aktiverende oplevelser med mad. Her er madlavning, motion og familiearrangement faste elementer.

 

Madlavning er den primære aktivitet på Madskoler. Hvert år udvikler vi en ny Madbog som indeholder spændende, lækre og børnevenlige opskrifter, som børnene skal lave den uge de er på Madskole.

 

Børnene bliver også undervist i ernærings- og sundhedsrelaterede emner, der tager udgangspunkt i Fødevarestyrelsens officielle anbefalinger. Eksempelvis er emner som kostråd, Nøglehullet og madspild klassiske emner på langt de fleste Madskoler.

 

Instruktørerne kan desuden vælge, om de vil tage børnene med på en ekskursion en af dagene - de der ikke tager på ekskursion laver aktiviteter på skolen, fx eksperimenterer videre i køkkenet. 

Meget mere mad og madglæde – lidt mindre skole. ’3 dage med Madskoler’ er navnet på en 3-dages aktivitet for børn i alderen 8-12 år, hvor de kan få gode oplevelser med mad og madlavning.

 

Hvornår
'3 dage med Madskoler' afholdes primært mandag til onsdag i efterårsferien (uge 42). Herudover kan enkelte '3 dage med Madskoler' blive afholdt i skolernes vinterferie. '3 dage med Madskoler' afholdes i tidsrummet 9.00-15.00.

 

Hvor

Aktiviteten bliver afholdt i et skolekøkken. 

 

Hvad sker der
Fokus på '3 dage med Madskoler' er mad, madlavning og madglæde – og masser af hygge samt socialt samvær. Konceptet læner sig op ad de populære Madskoler, der har fokus på at give børn sjove, lærerige og aktiverende oplevelser med mad.

 

Til '3 dage med Madskoler' udvælger vi de bedst egnede (og mest succesfulde) aktiviteter og opskrifter fra tidligere års Madskoler.

Ungdomsmadskoler er for unge i alderen 13-15 år.

 

Hvornår
Ungdomsmadskoler foregår i dagtimerne (9.00-15.30) mandag til fredag i en uge i skolesommerferien. Antallet af Ungdomsmadskoler er begrænset. Typisk afholdes der under 2-3 Ungdomsmadskoler årligt.

 

Hvor

Aktiviteten bliver afholdt i et skolekøkken. 

 

Hvad sker der

Til forskel fra de almindelige Madskoler er der på Ungdomsmadskoler et større fokus på lidt mere udfordrende og gastronomiske retter. Igennem praktisk madlavning, motion, teambuilding og konkurrencer får de unge viden om råvarer, madlavning, gastronomi, sundhed, kost og ernæring.

 

Foruden madlavning og en eventuel ekskursion til fødevare- eller jordbrugsvirksomheder vil daglig motion være en fast del af Ungdomsmadskoler. Herudover vil der være masser af hygge og socialt samvær.

 

Ungdomsmadskoler giver deltagerne:

  • Råvarekendskab og praktisk kunnen
  • Praktiske og sanselige oplevelser, der giver deltagerne mod på madlavning og måltider
  • Forståelse for kreative, æstetiske og kulturelle kvaliteter af mad og måltider
  • Forståelse for sammenhænge mellem kost og motion.

De Etniske Madskoler er for 8-12 årige børn med dansk såvel som anden etnisk baggrund end dansk.

 

Hvornår 
De Etniske Madskoler foregår i dagtimerne hen over 4 dage i enten sommerferien, efterårsferien eller vinterferien. Antallet af Etniske Madskoler er begrænset. Præmissen for at oprette Etniske Madskoler er, at den enkelte kommune bidrager økonomisk og praktisk – og selvfølgelig, at der er frivillige instruktører, som vil være med.

 

Hvor

Så vidt muligt er basen i et skolekøkken, hvor selve madlavningen og undervisningen foregår.

 

Hvad sker der

De Etniske Madskoler tager afsæt i noget, alle kender til og har behov for: nemlig at spise. På de Etniske Madskoler vil børnene, ligesom på de almindelige Madskoler, beskæftige sig med kost, ernæring, motion og livsstil.

Herudover er formålet med de Etniske Madskoler, at børnene:

  • Får viden om egen og andres madkulturer og madvaner
  • Smager og tilbereder mad fra andre lande
  • Får indblik i de danske råvarer, som også kan indgå i den etniske mad
  • Har det sjovt
  • Møder nye legekammerater

Praktisk information

Her kan du læse meget mere om alt det praktiske i forbindelse med afholdelsen af en Madskole