Hjælper børnene i deres udvikling med mad

Hjælper børnene i deres udvikling med mad

Zarina Drejer har været frivillig hos Madskoler i fire år. Det er den store glæde ved at hjælpe børn i deres udvikling med mad, der i flere år har fået hende til at melde sig som frivillig. Som madskoleinstruktør oplever Zarina en unik mulighed for at kombinere det faglige og personlige plan – og samtidig gøre en forskel for en masse børn.

Zarina Drejers kendskab til Madskoler begynder dengang, hvor Madskoler tog sine første spadestik. Til sin ærgrelse var hun på daværende tidspunkt selv for gammel til at deltage, men på trods af sin alder fik hun alligevel indblik i en madskoleuge gennem sin lillesøsters deltagelse. 

 

Senere valgte Zarina Drejer pædagoguddannelsen og anså derfor det frivillige arbejde som Madskoleinstruktør, som en god måde at få erfaring og større kendskab til klasserumsledelse og pædagogik. Zarina har nu været frivillig hos Madskoler fire gange. 

 

”Generelt har det været en meget positiv oplevelse med Madskoler. Selvom en uge kan være lidt hård, så bliver det overskygget af den glæde man føler ved at have gjort noget for børnene”, fortæller Zarina Drejer med et smil i stemmen og fortsætter: 

 

”Det er rart at vide, at man har hjulpet børnene i deres udvikling med mad og skabt et større madmod hos dem. Vi giver børnene nogle gode kompetencer til madlavning og til dannelse af nye venskaber på tværs af aldersgrupperne.” 

Zarina Drejer har to gange benyttet sig af de instruktørmøder som Madskoler stiller til rådighed for de frivillige madskoleinstruktører. Her deler tidligere madskoleinstruktører erfaringer og personlige oplevelser og klæder hinanden godt på til en madskoleuge. 

 

”Det er skidegodt og jeg føler vi bliver klædt godt på til alle mulige scenarier der kan opstå under en madskoleuge. Tanken om ikke at være frivillig igen har aldrig strejfet mig - jeg har altid haft lysten til at komme tilbage til Madskoler”.  

Hvis du synes, at Zarinas historie bidrager til din nysgerrighed om frivilligt arbejde hos Madskoler, kan du få mere information her.