Nu kan vi godt lide fisk

Nu kan vi godt lide fisk

Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen var i dag på besøg på en Madskole på Frederiksberg sammen med adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Karen Hækkerup. Her blev der talt om kræsenhed og om at spise for meget salt.

- Mange tak fordi I vil komme på besøg.

 

Sådan hilser børnene på Madskolen på Duevej på Frederiksberg Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen og Karen Hækkerup velkommen. Snart har begge kvinder fået deres egen Madskole T-shirts på, og er klar til at hjælpe med i køkkenet.

Her går snakken livligt, og Eva Kjer Hansen hører både om, hvordan man laver den pastaret de skal have til frokost, og hvorfor det er sjovt at være på Madskole.

 

- Madskolerne er et virkelig godt projekt for børn og unge. Samtidig er jeg meget glad for, at Madskolerne bruger skolekøkkenerne rundt omkring på skolerne. De står alligevel tomme her i sommerferien, og så er det oplagt at udnytte dem til Madskoler, siger Eva Kjer Hansen.

Der straks efter får en historie af Rosa på ti år om, hvordan alle børnene nu godt kan lide fisk..

- Mandag skulle vi lave fiskefrikadelle, og så sagde halvdelen af os, at vi ikke kunne lide fisk. Men så var vi selv med til at lave dem, og så kunne vi godt alle sammen lide fiskefrikadeller alligevel. Så nu kan vi godt lide fisk, forklarer Rosa til Eva Kjer Hansen og Karen Hækkerup.

 

Begge kvinder får samtidig at vide af de unge kokke, at man ofte spiser lidt for meget salt, og hvad børnene har lært om Nøglehulsmærket.

- Det er så tydeligt, at børnene har det virkeligt sjovt og nyder at være i køkkenet, og at de samtidig lærer noget, de kan tage med videre. Det er hele essensen af Madskolerne – at børn og unge lærer om mad, kost og motion på en sjov og aktiverende måde, siger Karen Hækkerup og fortsætter.

- I år får mere end 2600 børn og unge mulighed for at komme på Madskole, og lige som disse børn smage på nye råvarer og lære at finde rundt i et køkken og få nye venner. Der er flere end nogensinde før, men når man ser på, hvor sjovt de har det, kan man kun ønske den oplevelse for mange flere.

 

Pastaretten skal laves færdig i ovnen, så madskoledeltagerne har lige tid til vaske lidt op og stille miljø- og fødevareministeren og Landbrug & Fødevares adm. direktør et enkelt spørgsmål, før der er frokost.

- Spiser I også for meget salt?

Efter lidt betænkningstid må begge kvinder indrømme, at af og til spiser de nok for meget salt - og så er maden færdig.

Madskolen på Duevej er bare en af de 161 Madskoler der finder sted i løbet af sommerferien i år. Madskolerne afholdes i samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, 4H og REMA 1000, og hver enkelt Madskole drives af frivillige eller elever fra pædagogisk assistentuddannelser.