Anne Pøhl Enevoldsen

Enhedschef for Bæredygtig Mad og Sundhed, Fødevarestyrelsen

Når børn er med i køkkenet, kan der ske forunderlige ting. Køkkenet kan være en kulinarisk legeplads, hvor børnene kan få lyst til at smage nye råvarer, prøve nye køkkenfærdigheder, ja, måske endda opfinde helt nye retter. Under de rette forhold kan de blive små madinnovatører. Men vi kender det alt for godt - i en travl hverdag med mange aktiviteter i familien er det ikke altid, at der er tid eller måske rettere overskud til, at børnene får mulighed for at være med. Og slet ikke på en legende facon.

Netop derfor er jeg begejstret for Madskoler. Her er der både tid og overskud til, at børn og unge får lov til at lege i køkkenet. Gennem leg opstår de gode oplevelser, den gode mad, måltidet og fællesskabet.

Det børnene forhåbentlig også får med hjem, er nye madlavningskompetencer og viden om den mad de spiser og mere generel viden om sund og klimavenlig mad. Når børn oplever begejstringen ved at tilberede og dele et måltid, sår vi små frø til en fremtid, der også indbefatter interesse for og lyst til at gå i køkkenet.

Jeg er glad for at være ambassadør for Madskoler, da vi i Fødevarestyrelsen arbejder for at fremme sundere og mere klimavenlige madvaner – og vi ved, at en af vejene dertil går gennem gode kompetencer i køkkenet. Vi arbejder målrettet med sundere mad i daginstitutioner og skoler via forskellige initiativer, f.eks. ved at lave anbefalinger til professionelle køkkener og køkkenfagligt personale. Vi arbejder også med undervisningsmateriale, hvor vi har fokus på at koble sund mad og pædagogik, dvs. at børnene både får kendskab til råvarerne og sunde og klimavenlige spisevaner.

Der er behov for mange og forskelligartede indsatser for at sikre, at børn får sundere og klimavenlige madvaner. Og for at komme i mål skal vi alle gøre en indsats. Madskoler tager afsæt i det, børnene ved og kan og tilbyder oplevelser med mad, måltider og fællesskab. Dermed styrker vi børnenes kompetencer til at kunne vælge og tilberede den gode, sunde og klimavenlige mad.