Vi bruger Cookies

Ved at benytte www.madskoler.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Charan Nelander

Hvem gider lave mad, man ikke selv kan li’ – det kunne man spørge sig selv om? Hvor tit er det, at vi som forældre går i køkkenet og laver mad, vi ikke selv bryder os om? Dette skal vi huske, når vi gerne vil have børnene med i køkkenet.

Det er inspiration og motivation, som skal lokke børnene til at være aktive i køkkenet – her er det ligegyldigt, om det er pandekager, koldskål, falafel eller frikadeller, de inspireres til at lave – bare vi får dem med i køkkenet. For når børn og unge selv lærer at lave mad, øges chancerne for, at de træffer sundere madvalg.

Voksenfornuft er ikke vejen frem, hvis vi skal få børn til at interessere sig for, hvad de spiser. I stedet skal vi tale til børnenes sanser. Gode ingredienser, smag, duft og madglæde er af stor betydning for vores sundhed, trivsel og livskvalitet. Derfor er det gennem sanserne, at vi skal gøre børn nysgerrige, så de får lyst til at smage nye ting og selv give sig i kast med potter, pander og gode råvarer.

Mange børn kan faktisk godt lave mad, og de synes oven i købet, det er sjovt! De vil rigtigt gerne kokkerere – særligt hvis deres voksne ikke blander sig for meget eller ligefrem overtager styringen i køkkenet. Så vi voksne skal i langt højere grad end hidtil blande os udenom og lade børnene tage styringen i køkkenet – i hvert fald engang imellem. Det kan der nemlig komme nogle spændende madvalg ud af. Desuden kan det inspirere familierne til, at de – i højere grad end hidtil – vender tilbage til selv at tilberede mad, der både smager og nærer.

Madskolerne er et af de rigtige gode initiativer, hvor børnene finder ud af, at det er sjovt at være i køkkenet, og forældrene finder ud af, at langt de fleste børn vil og kan selv – uden at brænde køkkenet af.